Ja – man kan godt spise sig rask.
-Men det kommer sørme an på, hvad man fejler!
TV2 er igang med en reprise af de fine programmer om at spise sig rask. I den anledning hiver jeg også min artikel frem igen. Selvom der er gået 3 år siden spørgsmålet “Kan man spise sig rask?” blev stillet (januar 2018), er budskabet det samme – ja, man kan godt spise sig rask – men vi venter stadig på, at der sker noget med kiksede officielle kostråd. Imens kan du jo selv tage affære, hvis det er relevant. Som ny inspiration vil jeg her liste en anbefaling ind om endnu en bog om at tage affære selv – nemlig Anders Bachs “Sådan – Medicinfri og 10 kg lettere” . Og nu til artiklen:
Tomlen op for, at TV2 vover pelsen og sender fjernsyn lige ind i danskernes stuer, som illustrerer, at det i nogle tilfælde godt kan svare sig at tage affære selv ved noget så banalt som at justere på sin kost.
Dog er der en ting, der undrer mig: at det kommer som en overraskelse for kostvejleder Umahro Cadogan og læge og Pia Norup, at de 8 deltagere får det ufatteligt meget bedre ved at følge anvisningerne i 12 uger, givet af dem selv.
Hvordan dette kan være en overraskelse?
Naturligvis skal enhver med en hvilken som helst form for sygdom ikke bare kaste sig over en hvilken som helst diæt. Man er selvklart nødt til at se på, hvad den mulige årsag til ens problem kan være funderet i. Og her har vi rigeligt med erfaring at tage af, i forhold til de typer diagnoser, deltagerne i ”Kan man spise sig rask?” har.
Kaster man et blik over præsentationen af dem, tager det et split-sekund at konstatere, at de alle er klassiske GAPS-diagnoser.
Det vil sige, at det er sandsynligt, at deltagernes symptomer kan stamme fra en dårlig og mangelfuld tarmflora. At der ikke kan være andre grunde til diagnoserne er der ingen, der påstår, men sandsynligheden for, at årsagen er GAPS, er til stede. Og det skader ikke at finde ud af, om det er. Hvis det er, er den gode nyhed jo, at man, som programmerne viser så klart, kan gøre noget ved dem!
Læren af programmerne må være, at når fysiske problemer (de har desværre ikke medtaget personer med mentale problemer) opstår som følge af en ringe tarmflora, så hjælper det altså ikke nødvendigvis at følge de officielle kostråd, der prædiker masser af stivelse, (kartofler, brød og ris) fiberholdigt og fedtfattigt, og som endda giver grønt lys for et dagligt sukkerindtag.
Bare at undgå det meste stivelse og alt sukker, droppe fiberindtaget fra rå grønsager og spise en hel del fedt (inkl mættet) – BUM! – så ser vi jo resultatet materialisere sig for vores egne øjne!
Den modige deltager fra program 1 med akne, og som i starten lignede noget, der var løgn, fik løst sit problem på 12 uger. En stærkt colitis plaget får det særdeles meget bedre, en diabetikers medicin kan droppes, osv. Vi taler om en kæmpe forandring af livskvalitet til det bedre.
Siden midten af 1800-tallet
har fagfolk udgivet artikler og små hæfter om, hvordan det havde ændret deres liv at droppe stivelse og sukker. The Specific Carbohydrate Diet, SCD, blev lanceret af en læge i 1922, udkom som bog i 1952. SCD var klart inde på noget meget brugbart, men gav ikke hele forklaringen. Den kom i 2004 i læge og ernæringsvejleder Natasha Campbell-McBrides bog Gut and Psychology Syndrome. Den henvender sig ikke blot til tarmsyge, men til personer med et væld af livsstilssygdomme, som flere og flere rammes af. De er vel at mærke både af fysisk og mental art. Ikke mindst anviser den, hvad man kan gøre for at få kål på sin ringe tarmflora, så man kan blive rask. Se note!
Så nogen nyhed er det ikke just, at nogle syge godt kan spise sig raske.
Jeg har et par forslag
- at der laves mange flere programmer med deltagelse af personer med mange flere forskellige diagnoser, som er GAPS, og som man derfor godt kan spise væk! Læg dem til fri afbenyttelse på nettet, så vi kan se dem morgen, middag og aften.
- at genindføre respekten for erfaringen. En idé, disse programmer underbygger. Som vi ser, er erfaring også data. Erfaring er endda råmateriale til mangt et forskningsprojekt om ernæring og helbred. Indsamlet og omregnet til statistisk materiale, som kan aflæses på grafer og søjlediagrammer, bliver erfaring ændret til at hedde forskning.
Disse 8 forskellige helingsprocesser, alle vi seere følger, er faktisk oplevede. Vi ser, at de modige deltagere i ”Kan man spise sig rask” får det ubeskriveligt meget bedre. Dette bliver oven i købet målt i form af ændrede infektionstal, (fra at være bekymrende til ikke at eksistere), forbedring af vægt osv.
Hvorfor ikke bruge det, der foregår for øjnene af os som inspiration, om man så bare er sin egen eller om man er fagperson, der har med GAPS-patienter at gøre?
Siden artiklen er skrevet første gang, har Natascha Campbell-McBride udgivet “Gut and Physiology Syndrome”. (November 2020). Bogen er en guldgrube af forklaringer og løsningsforslag.
